åreladning

Åreladning er en sygdomsbehandling, der har været kendt gennem hele lægekunstens historie. Åreladning kan foretages på forskellige måder, hvor en vene åbnes med et skarpt instrument, fx en kniv eller en sneppert, siden ca. 1900 en venekanyle. I forbindelse med åreladningen udtømmes en passende mængde blod. Oftest årelades der via venerne i albuebøjningen. Rationalet for behandlingen var, at det syge eller onde skulle udtømmes af kroppen. I overensstemmelse med humoralpatologiens lære var det syge eller onde ensbetydende med et overskud (plethora) af blod i kroppen som helhed eller i et specifikt organ.

Faktaboks

Også kendt som: venesectio (ordet venesectio kommer af latin vena 'åre, vene' og sectio 'indskæring, snit')

Brug af åreladning

I tidligere tider udtømtes der kun mindre mængder af blod ad gangen, fx 100 ml, men åreladningen kunne gentages med timers eller dages mellemrum, fx ved lungebetændelse eller svangerskabsforgiftning. Ved febertilstande kunne der udtømmes større mængder af blod, og i nogle tilfælde lod man blødningen fortsætte, indtil patienten besvimede. Rationalet bag det var, at blodet var en varm legemesvæske og dermed havde forbindelse til temperaturforhøjelsen ved feber. Åreladning har været brugt ved alle mulige sygdomme, fx også sindssygdom.

Oldtiden

Behandlingen er beskrevet fra oldtiden af bl.a. Hippokrates, Galenos og Celsus. Der var forskellige opfattelser af indgrebet og dets anvendelsesmuligheder.

Middelalderen

I middelalderen omtaler bl.a. den angelsaksiske munk Beda og den danske læge Henrik Harpestreng åreladning. Derudover er det minutiøst beskrevet i den klostermedicinske litteratur.

Klostermedicinen

Afbildning af udstyr til åreladning ca. 1600

Udstyr til åreladning

Af ukendt kunsner/Wellcome Collection.

Licens: Materialet er fri af ophavsret

Benediktinermunkene praktiserede ligeledes indgrebet i hospitalerne, der var tilknyttet deres klostre. Ligesom alt andet i munkenes liv var proceduren omfattet af ordensregler og ritualer. Den klostermedicinske term for åreladning var minutio. Det var en afledning af minuere sanguinem, der betyder “formindske blodet”. Den munk, som var oplært i indgrebet og forestod det, havde titlen minutor. Indgrebet blev foretaget i klosterets infirmeri på såvel indlagte som ambulante patienter.

Af tekster fra 1100-tallet fremgår det, at man kun skal tappe en mindre eller moderat mængde blod, og at børn, gravide og alvorligt syge ikke bør årelades. Det kan tyde på, at de måske allerede dengang vidste, at indgrebet ikke var ufarligt og i nogle tilfælde direkte skadeligt.

Den udøvende minutor opvarmede patientens arm for at lette blodtilstrømningen, reciterede en kort bøn og prikkede herefter hul i venen. Patienten sad med en pind og rullede den mellem fingrene for at øge blodtilførslen til armen. Når indgrebet var overstået, modtog patienten en ration brød og vin. Der findes ikke sikre kilder, der oplyser hvor meget blod, der almindeligvis blev tappet. Nogle historikere mener at kunne uddrage af teksterne, at 100-120 ml var normen.

Renæssance og oplysningstid

Skål fra 1700-tallet til opsamling af blod fra åreladning.

Skål til brug ved åreladning

Af ukendt fotograf/Wellcome Collection.

Licens: Materialet er fri af ophavsret

I 1600- til 1800-tallet anvendte og beskrev betydelige læger som Thomas Sydenham og Richard Bright åreladning, som de anbefalede til behandling af lungebetændelse og nyrebetændelse.

Åreladning går af brug

Satirisk tegning fra 1800-tallets første halvdel af en familie der i panik lader sig årelade pga frygt for influenza. Tegningen er fra den periode, hvor indgrebet langsomt blev mødt med større og større skepsis.

Åreladning og influenza

Af Ukendt kunstner/Wellcome Collection.

Licens: CC BY NC 4.0

Lægekunsten i 1800-tallet kendetegnedes ved det naturvidenskabelige gennembrud, og det betød, at humoralpatologien gradvist gled i baggrunden til fordel for cellebiologi og moderne organfysiologi. Den tyske læge Joseph Dietl (1804-78) viste med klare tal i sin afhandling Der Aderlass in der Lungenentzündung (1849), at åreladning er direkte skadelig ved lungebetændelse. Åreladning kritiseres ligeledes af den danske læge Ludvig Israel Brandes i hans lærebog i intern medicin De indvortes sygdomme, der udkom i fire bind 1859-1866. Den danske konge Christian 8. døde få dage efter en åreladning i 1848, hvilket heller ikke bidrog til at øge tilliden til indgrebets gunstige virkninger.

Åreladning i dag

I nutiden sker der i princippet en åreladning, når en bloddonor afgiver blod, 450 ml ad gangen. I behandlingsøjemed bruges åreladning kun sjældent, men er ikke helt forladt. Det er en del af behandlingen for visse hæmatologiske sygdomme. Ved polycytæmi (polycytaemia vera) er gentagne åreladninger ofte den vigtigste behandling. Derudover anvendes åreladning i behandling af hæmokromatose og hudsygdommen porphyria cutanea tarda.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Medicinens historie

Jesper From

Lektor og speciallæge, Frederiksberg Hospital