Faktaboks

H.O. Lange

Hans Ostenfeld Lange

Født
13. oktober 1863
Død
16. januar 1943

H.O. Lange var en dansk egyptolog, fagets første lektor ved Københavns Universitet fra 1924. Forinden var han overbibliotekar ved Det Kongelige Bibliotek fra 1901. Lange var medudgiver af den første udgave af Søren Kierkegaards samlede værker (1901-1906), og sammen med Axel Olrik oprettede han Dansk Folkemindesamling i 1904. Han var desuden en ledende kraft i den københavnske kirkesag; jf. Kirkefondet.

H.O. Lange i biblioteksverdenen

Lange var bibliotekar ved Universitetsbiblioteket 1882-1885, bibliotekar ved Det Kgl. Bibliotek i perioden 1885-1924, heraf som overbibliotekar fra 1901.

H.O. Lange fik stor indflydelse på Det Kgl. Biblioteks nybygning (1906) og moderniserede arbejdsmetoder og personalestruktur; ved sin fortrolighed med det internationale bogmarked gjorde han værdifulde indkøb, bl.a. af inkunabler, som han var en lærd kender af. Folkebibliotekerne havde i ham en varm fortaler, og meget i deres udvikling kan føres tilbage til Langes idéer.

H.O. Lange som egyptolog

Langes store lidenskab var egyptologien. Gennem studier hos Valdemar Schmidt kom han i forbindelse med datidens førende egyptolog, Adolf Erman i Berlin. Ved sine mange kontakter spillede Lange en vigtig rolle i den internationale egyptologi. I 1924 fik han oprettet faget Ægyptologi (stavet således) ved Københavns Universitet, hvortil han med støtte fra Carlsbergfondet købte en stor papyrussamling. Han var fagets lektor ved Københavns Universitet fra 1924 til 1937.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig