Faktaboks

Kirstine Meyer
Født
12. oktober 1861, Skærbæk, Jylland
Død
28. september 1941, København
Kirstine Meyer
Af /Det Kgl. Biblioteks billedsamling.

Kirstine Meyer var sammen med Hanna Adler de første kvindelige fysikere i Danmark. De blev begge magistre i fysik i 1892, men kun Meyer fortsatte som forsker. I 1899 modtog Kirstine Meyer Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskabs guldmedalje for sin afhandling om overensstemmende tilstande vedrørende stoffers tryk, rumfang og temperatur.

Fysikhistorikeren

Senere blev Kirstine Meyer optaget af videnskabshistorie. I 1909 forsvarede hun som den første kvinde herhjemme en naturvidenskabelig doktordisputats og blev dr.phil. Hendes afhandling handlede om temperaturbegrebets udvikling. Sammen med sin nære ven og kollega matematikeren Thyra Eibe (1866-1955) fandt og udgav Meyer Ole Rømers forsøgsjournal Adversaria (1910). Hun skrev derudover indflydelsesrige afhandlinger om Ole Rømer og H.C. Ørsted.

Fysiklæreren

Kirstine Meyer var som kvinde udelukket fra at få offentligt embede uagtet hendes meritter. Hun ernærede sig i stedet som fysiklærer (den første kvindelige af slagsen i Danmark) og var ansat ved privatskolen N. Zahles skole i perioden 1885-1909 og fra 1900 også ved H. Adlers Fællesskole. Gennem sit arbejde i undervisningsinspektionen for gymnasieskolerne (1910-32) øvede hun en betydelig indflydelse på fysikundervisningen, særligt ved at påpege værdien af, at eleverne selv udførte forsøg i skolen.

Læs mere i Lex

Læs mere i Kvindebiografisk Leksikon

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig