Pius 9.

Pius 9. var pave fra 1846 til sin død i 1878. Han er den hidtil længst regerende pave. Hans pontifikat prægedes af stærke forandringer, i politisk henseende først og fremmest Kirkestatens opløsning og Italiens samling i 1870.

Baggrund

Giovanni Maria, greve af Mastai-Feretti var pavelig diplomat (1823-25), ærkebiskop af Spoleto (1827), biskop af Imola (1832) og kardinal (1840). Som biskop udmærkede han sig ved en imødekommenhed og fromhed, der gjorde ham afholdt.

Pave fra 1846

Som pave gennemførte Pius 9. liberale reformer, men måtte 1848 flygte for den borgerlige revolution i Rom. Det drev ham i modsat retning, og hans pontifikat prægedes af konflikten med tidens dominerende nationale og liberale kræfter. Han genoprettede bispesæder i Storbritannien og Holland, udbyggede den kirkelige struktur i USA, fremmede den oversøiske mission og reorganiserede den katolske mission i Norden. I 1854 definerede han dogmet om Jomfru Marias ubesmittede undfangelse, dvs. at hun er født uden arvesynd.

I 1869 indkaldte Pius 9. til 1. Vatikankoncil, der bl.a. definerede dogmet om pavens ufejlbarhed, når han tager definitiv stilling til læremæssige spørgsmål (ex cathedra). Koncilet blev afbrudt 1870, da Frankrig som en følge af Den Fransk-tyske Krig trak sine tropper hjem, hvorpå Victor Emanuel opløste Kirkestaten og blev udråbt til Italiens konge. Pius 9. trak sig derpå tilbage som "fange i Vatikanet". I Tyskland udløste ufejlbarhedsdogmet en langvarig konflikt med staten (kulturkampen).

Pius 9.s teologiske og politiske konservatisme efterlod en tung arv, men i kirkelig henseende står han i kraft af de nævnte reformer som skaberen af den moderne, folkelige, universelle og ultramontane (dvs. Romorienterede) katolicisme.

Vilhelm Bergsøe om Pius 9.

Den danske forfatter Vilhelm Bergsøe har beskrevet aspekter af pontifikatets store tidehverv i sin kulturhistoriske samtidsskildring Rom under Pius den niende (1877).