Endelig for det fjerde berører Rigsrettens dom spørgsmålet om, hvilket selvstændigt initiativ, man kan kræve af en minister. Som nævnt blev Inger Støjberg fundet skyldig for perioden 10. februar til 18. marts 2016. Men ikke for perioden 18. marts frem til ”senest den 12. december 2016”, som der stod i Folketingets anklageskrift.
Baggrunden for, at ministerens ansvar alene strakte sig til den 18. marts er et godt eksempel på betydningen af embedsmændenes rådgivning. Baggrunden var nemlig, at departementschefen satte foden ned i forbindelse med, at der skulle laves et talepapir til det samråd, der skulle afholdes i Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg den 15. marts 2016 (samråd Z). Ministeren ville kun nævne den såkaldte ”kongebrevssituation” som en undtagelse fra den ellers undtagelsesfrie adskillelse. ”Kongebrevssituationen” var den ordning, der gjaldt indtil 1. februar 2017, hvor man efter ansøgning kunne få tilladelse til at gifte sig, selv om man var under 18 år. Men departementschefen insisterede på, at der skulle sættes et ”f.eks.” ind foran det med kongebrevet. Altså sådan at det dermed også var angivet, at der kunne være andre undtagelsessituationer. Det var ministeren ikke med på. Men departementschefen satte så for alvor foden ned og truede med at gå til Statsministeriet. Man vil kunne læse herom, når Rigsretstidende i anden halvdel af 2022 foreligger med gengivelse af alle vidneforklaringerne.
Da dette ”f.eks.” blev sat ind, åbnede det for, at en kontorchef i Udlændige- og Integrationsministeriet få dage senere, den 18. marts, kunne sende en mail til Udlændingestyrelsen med besked om, at de internationale konventioner skulle overholdes. Den ordning med undtagelsesfri adskillelse, som Inger Støjberg var ansvarlig for iværksættelsen og administrationen af, var dermed ophævet.
Men følgevirkningerne af den ulovlige fremgangsmåde med adskillelse uden mulighed for undtagelser bestod i vidt omfang fortsat. De par, der allerede var adskilt (og det var langt de fleste) forblev adskilt. Og det var først den 28. april – i forbindelse med at Folketingets Ombudsmand var gået ind i sagen – at de adskillelser, der var gennemført, blev genoptaget med henblik på at få foretaget partshøring. Og flere af adskillelserne blev under denne genoptagelse i øvrigt opretholdt i flere måneder herefter.
Som det er anført i dommen, rejste dette forløb det spørgsmål, om Inger Støjberg havde et strafferetligt ansvar for, at adskillelserne på denne måde blev opretholdt efter den 18. marts. Eller sagt med andre ord: Havde Inger Støjberg som minister en selvstændig initiativpligt til at sikre, at de allerede gennemførte adskillelser, der var gennemført uden den fornødne sagsoplysning, blev genoptaget? Og havde hun måske ligefrem en pligt til at sikre, at adskillelserne blev ophævet, indtil der – på et oplyst grundlag – kunne træffes fornyet afgørelse om eventuel adskillelse i sagerne?
Under de konkrete omstændigheder i sagen fandt Rigsretten, at Inger Støjberg ikke kunne pålægges strafansvar for Udlændingestyrelsens eventuelt lov- og konventionsstridige indkvarteringsadministration efter den 18. marts. Som begrundelse for sit resultat lagde Rigsretten – sådan som man kan læse i dommen – vægt på,
-
at kompetencen til at træffe beslutning om adskillelse lå hos Udlændingestyrelsen,
-
at kontorchefens mail af 18. marts indebar, at styrelsen fremover skulle sørge for, at indkvarteringen skete på en ikke-retsstridig måde,
-
at styrelsen allerede i begyndelsen af marts måned havde forelagt ministeriet fem sager, hvor styrelsen ikke havde adskilt parrene, fordi styrelsen vurderede, at der kunne være tvivl om, hvorvidt en adskillelse ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.
Man kan formentlig udtrykke det på den måde, at denne forelæggelse – som også nåede frem til ministerens bord – naturligt måtte kunne siges at betrygge ministeren i den opfattelse, at der i henseende til de øvrige adskillelser, der allerede var foretaget, ikke i styrelsen havde været tvivl om den materielle lovlighed heraf. Dermed måtte en eventuel selvstændig initiativpligt for ministeren fortone sig.
Ser man på den lange række af politisk-administrative skandalesager, der har været gennem de sidste fire årtier, er det sammenfattende billede, at en ministers pligt til selvstændigt initiativ under normale omstændigheder vil være ganske begrænset. Man kan vel vanskeligt sige, at de konkrete omstændigheder i Instrukssagen var ”normale”, men som situationen forelå – herunder med den forelæggelse af de fem ”tvivls-sager” for ministeren, der var sket – konkluderede Rigsretten, at: ”Under disse omstændigheder finder vi ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at Inger Støjberg tilsidesatte en pligt, der påhvilede hende som minister, ved ikke selv at rejse spørgsmålet om genoptagelse af de sager, hvor parrene var blevet adskilt forud for den 18. marts 2016.”
Rigsretten har med sin formulering om, at der ikke var ”tilstrækkeligt grundlag” for at fastslå, at Inger Støjberg tilsidesatte en pligt til selv at rejse spørgsmålet om genoptagelse af sagerne, i hvert fald anerkendt, at der efter omstændighederne kan foreligge en pligt for en minister til at tage et selvstændigt initiativ. I lyset af ministeransvarlighedslovens bestemmelse i § 3 om, at en minister kan ifalde ansvar for at medvirke til en underordnets handling (bl.a.) ved ikke i rimeligt omfang at føre tilsyn og fastsætte instrukser, er det selvsagt ikke noget overraskende resultat.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.