Vanddrivende lægemidler inddeles i tre hovedtyper, der virker forskellige steder i nyrernes rørsystem. Slyngediuretika virker i Henles slynge, tiazider virker i distale tubulus og kaliumbesparende diuretika virker i samlerørene.
/Created with BioRender.com.

Slyngediuretika er vanddrivende midler (diuretika), som anvendes ved hjertesvigt, nyresvigt, højt blodtryk eller vandansamlinger i kroppen (ødem). Effekten er kraftig, men kortvarig.

Faktaboks

Etymologi

Ordet slyngediuretika har fået navn efter virkestedet, Henles sløjfe eller slynge

Også kendt som

loop-diuretika, sløjfe-diuretika

Virkningen af slyngediuretika

Slyngediuretika virker i den tykke, opadstigende del af Henles slynge i nyrerne. Her hæmmer de genoptagelsen af kalium, natrium og klorid i nefronet. Den øgede saltkoncentration i urinen trækker vand med sig ved osmose og øger dermed urinproduktionen.

Anvendelse

Ved hjertesvigt anvendes slyngediuretika hovedsageligt til at behandle væskeansamlinger (ødemer) i ben, krop og lunger. Ved nyresvigt anvendes slyngediuretika for at bevare urinproduktionen, særligt ved fremskreden sygdom.

Bivirkninger ved slyngediuretika

De fleste bivirkninger er dosisafhængige og opstår især ved høje doser. De hyppigste er elektrolytforstyrrelser, dehydrering og hypovolæmi. Der kan også ses øgede niveauer af triglycerider og kreatinin i blodet. Øresusen og hørenedsættelse kan forekomme ved høje plasmakoncentrationer, særligt ved intravenøs behandling hos personer med nyresvigt.

Præparater

De mest anvendte præparater er furosemid og bumetanid.

Læs mere i Lex